Kristuskirken er kirke for Københavns Baptistmenighed, der blev stiftet allerede i 1839 og kunne fejre sit 160 års jubilæum i 1999. Menigheden er den største og ældste i Danmark. Den blev stiftet af medlemmer uden midler, der ikke havde mulighed for at bygge en kirke. Møderne blev derfor i begyndelsen holdt rundt om i medlemmernes hjem. Senere blev man så mange, at man måtte leje lokaler, for eksempel en dansesal.
Kirken bygges
Men i 1860'erne købte menigheden så en grund i Baggesensgade for senere at bygge en kirke. I 1865 blev Julius Købner præst og forstander for menigheden, og han så det som sin store opgave at få bygget en kirke. Allerede to år efter gik byggeriet i gang. Kapellet, som det blev kaldt, blev bygget for lånte midler, som det efterhånden lykkedes at fremskaffe og betale tilbage. Gule mursten var billigst, men røde sten mest eksklusivt. Derfor er den oprindelige kirke bygget af gule sten, der er malet røde.
Kristuskapellet
Købner gav bygningen navnet "Kristuskapellet". Dåbsbassinet er en vigtig del af kirken, idet baptister døbes med troendes dåb ved at hele kroppen dyppes i vand. Til daglig er bassinet usynligt i kirken, idet det ligger under gulvet på platformen i kirken. Gulvet må altså fjernes hver gang, der er dåb. På mange områder var kirken meget moderne ved indvielsen og havde endda anskaffet sig orgel.
Interiør
Kirken har knap 400 pladser og en meget enkel udsmykning uden altertavle, sådan som det er almindeligt i baptistkirker. Foran bagvæggen står et nadverbord og foran det findes prædikestolen. I kor-nichen hænger et meget enkelt kors. I 1970'erne blev de traditionelle bænke udskiftet med stole, der er lettere at flytte rundt med efter behov.
Messingkorset er udført af Georg Mortensen, hvis søn Svend Jørgen Mortensen i 30'erne var ungdomsprædikant i Kristuskirken.
Den oprindelige kirke står næsten uændret. I 1887 byggede man til i tre etager ved kirkens bagvæg for at få mere plads. Her er på midterste etage en mødesal, der bl. a. bruges af de mange fremmedsprogede kredse.
I 1936-38 blev kirken forlænget mod vest og fik et tårn, så den i dag ligner en klassisk dansk kirke. I 1947 blev kirkesalen ombygget. I 1964 blev kirkens orgel udskiftet med et nyt på 16 stemmer bygget af Th. Frobenius & Sønner og i begyndelsen af 1990'erne gennemgik kirkesalen en omfattende renovering. I dag trænger kirken til en udvendig renovering.
Helge Pedersen